Verdensmester for 3. gang!!! Vi gjorde det igen!

Torsdag d. 18. september tidligt om morgenen, drog Henriette og jeg afsted mod Tyn nad Vlatavou i Tjekkiet. Her skulle året slag om VM titlen på maraton stå. Som forsvarende mestre fra sidste år glædede vi os til at skulle ro, men vi var også spændte. Løbet i år ville blive noget anderledes end sidste år, hvor oversvømmelser i Ungarn endte med et VM uden overbæringer. Dem kom vi ikke til at mangle i år, hvor der var indlagt hele 6 stk. undervejs på den godt 25 km lange rute.

Torsdag aften kl. 18: Ankomst til Tyn. Indkvartering på gammelt sportskollegium, eastern euroepean style… Det er koldt i vejret og vi er begge glade for at have medbragt vores skijakker og bukser, hue og vanter. Vi mødes med de andre danske roere og spiser aftensmad.

Fredag: Morgentræning på banen. Vi ror banen rundt, og tjekker kanter, brinker vendinger. Vi skal se, om der er steder hvor man skal passe på undervejs i løbet. Vi prøver overbæringen. Isætningen er svær og man skal passe på kajakken ved den høje stenkant.

Eftermiddagstræning: to omgange på banen, hvor vi ror noget tempotræning og prøver overbæringen af igen. Den er lang…

Lørdag: Vi står op så vi kan se juniorernes løb kl 9.00. Martin Larsen og Jimmy Bøjesen ender som nr 5 og 6 efter et internt spurtopgør. Det er absolut et godkendt resultat, men enkelte småfejl skulle være undgået og kunne måske have givet endnu bedre placeringer. Det har helt sikkert givet de to noget erfaring, som de forhåbentlig kan bruge fremover.

Zofia Nielsen blev en flot nr 10, men synes selv, at der var plads til at gøre det bedre. Malte Sørensen endte som nr 12 i C1.

I Dame senior skulle Birgit Pontoppidan og Mie Ringsted forsvare de danske farver. Birgit starter med at være helt fremme i anden gruppe, men bliver desværre sat i en overbæring. Alligevel var det et overbevisende løb og en flot slutspurt sikrer hende en fuldt ud godkendt 6. plads 4 min efter nr. 1. Mie ender som nr. 17, knap 8 min. efter vinderen.

I herre K1 skulle Adam Spliid og Emil Stær i ilden. Det imponerende herrefelt tæller 43 både til start! Adam ror et super løb, der viser at han har timet sin form. Han ligger med i gruppen, der kæmper om 4 pladsen og på trods af han må ind til kanten og rette sit ror efter en voldsom overbæring, formår han at ro sig tilbage i gruppen. Til sidst er der dog ikke meget at skyde med og han ender som nr. 8. Det er dog alligevel et bemærkelsesværdig godt resultat og Adam vidste selv, at han kunne gøre det endnu bedre, hvis han havde været foruden rorproblemerne. Hatten af for Adams høje moral undervejs i løbet!

Søndag: Raceday!!! Jeg vågner af at jeg ligger og gennemtænker løbet og alle de ting vi har aftalt i forhold til taktik. Vi ser ikke junior K2 om morgenen. Vi står op og får morgenmad, forbereder væske og inden vi ser os om er det tid til at tage ned til banen.

10.15 ankomst til banen. Båden bliver tjekket en sidste gang, et par gange på det lille hus og sidste peptalk fra vores runner i overbæringen, der skal give os væske. Alle aftaler på plads.

11.15 udslusning og ud og varme op. Det er stadig køligt i vejret.

11.30 Dame K2 kaldes til start, vi bakker ind til startpontonen. Starter retter ind, retter ind, retter ind, retter ind – READY GO!!! Vi giver den alt hvad vi kan, vi ved det gælder om at komme væk fra start, få splittet feltet. De der ligger ved siden af os forsvinder bagud, og efter 1000 m er der næsten ”stille”, kun vores og to andres pagajer bryder stilheden med vandplask. Det ungarske mandskab som blev nr. 2 sidste år er med os. Bag os jagter et ungarsk og et britisk mandskab os.

1.overbæring: vi kommer først ind og løber igennem uden at få væske, først i og med ungarerne på hængeren. Vi beder dem om at gå op og trække.

2. overbæring: vi kommer igen først ind, løber igennem uden at få væske, først i og ungarerne er med. Det er stadig det andet ungarske mandskab der ligger nr. 3, men de er nu alene og afstanden mellem dem og os øges.

3. overbæring: vi kommer først ind, vi skal have væske, ungarerne løber bare igennem. De komme først i båden og tester os lidt ved at køre lidt tempo, men vi når hurtigt op. Vi skiftes fortsat til at trække undervejs, men ungarerne kører hårdt på når de trækker og vi får ikke noget foræret selvom vi er på hængebølgen.

4 overbæring: Ungarerne komme først ind, vi løber bare igennem, men det gør de også! Vi er lige ved at forære dem en halv bådlængde, ved at sætte for tidligt i ved stenkanten. De prøver igen at køre tempo, men vi når op.

5 overbæring: Ungarerne kommer først ind, de prøver at skære os af og vi er ligeved at lave en kæmpefejl i opstigningen. Jeg kommer for langt frem på deres yderside og de løfter deres kajak lige op armhulen på mig. UD! Afsted!! De må ikke slippe fra os nu. Vi spæner alt hvad vi kan, ingen væske, efter dem, efter dem! Ungarerne får hul og de giver den alt hvad de kan. Vi ligger godt to længder bag dem de 600 m op til vendingen. Det gør ondt i armene og i maven, de må ikke komme væk! Henriette når at sige ”kom nu”, før vi kan se, at vi haler ind på dem. Vi kommer over de to hækbølger og er tilbage på deres hænger efter 1500m. Puh, det var tæt på, og de er også skuffet over ikke at være kommet fri. Sidste 3 km inden 6. overbæring er uden højt tempo, der spares kræfter til de afgørende 1500m

6. overbæring: Ungarerne er først ude, vi løber lige i hælene på dem. De er først i kajakken, men får ikke det samme hul som før. Vi er på deres venstre side og har indersiden i vendingen. De rykker ved vendingen og vi kommer bagved dem. Ud af vendingen tænker jeg ikke på andet, end at komme den hurtigste vej ned til målstregen. Og det er ikke umiddelbart den kurs ungarerne tager. Vi trækker væk fra dem og sigter mod mål. Vi kommer op på siden af dem og pludselig opdager de, at vi kommer ude til venstre. De trækker over mod os. Vi tænker begge, at de prøver at ro ind i os for at genere. Vi er side om side, da vi går ind på de sidste 200 m. Jeg mærker Henriette trykker af al kraft bagfra og vi åbner vores slutspurt. Vi går forbi ungarerne og jeg mærker hvordan det giver fornyede kræfter!! Vi gør det! Vi når det! Vi kommer først over målstregen igen og skriger vores lunger ud i et kæmpe sejrsbrøl!

Vi forstår stadig ikke hvordan de sidste 1500m faldt ud til vores fordel. Måske ville vi det i sidste ende mere end de andre, måske var de mere trætte end vi troede, jeg ved det ikke. Ingen tvivl om, at de var langt hårdere at vinde i år og at vi begge undervejs overvejede, om vi var stærke nok til at vinde guld. Men det var vi. Det gør ondt at blive verdensmester, men det er en fantastisk følelse bagefter og det hele værd!!

Tak til Henriette som er en fantastisk ”motor” bag mig; til Kim, hendes kæreste, for personlig support til stævnet; til TC, der har været runner og tovholder på turen og til Brian Martin Rasmussen for at sende pressemeddelelse til Ritzau.